TravelLog

Trekking og River Rafting i Nepal (Cecilia & Tobias)

 (Monday 4 August 2008)
by Fam Hoegfeldt
Jep... Så det så mig Cecilia der må skrive lidt, og prøve at fortsætte min "søde" søs arbejde, med stor hjælp fra Tobias. :-)

Amalie har jo allerede fortalt om vores spøjse Guide Lali, og episoden med Poon Hill. Lali blev faktisk meget mere flink, efter vi havde lært ham at kende, og vi vidste hvor vi havde ham. Vi fortsatte fra Ghorepani, næste morgen, dog ikke så tidligt som tre morgenfriske franske kvinder, som passerede os mens vi spiste vores morgenmad. Hver morgen når vi stod op, kom far med vores 5 liters juice, og så måtte alle ta' en tår, og derefter gik vi så ned og fik morgenmad. For Amalie, far og jeg, var morgenmaden mysli med varm mælk (det var ikke så lækkert efter første gang, men det mættede i hvert fald), mens Tobias som selvfølgelig var den "sundeste" af os, spiste selvfølgelig Choco pops...

Og selvfølgelig gik vi opad trapper, den første time! Jeg tror at vores trappe derhjemme skal være heldig hvis den for lov at leve længere, når vi kommer hjem! }-)
Vi kom til sidst helt op over skyerne, og det var først efter vi var blevet angrebet af en tyr… Eller i hvert fald næsten... :-^ Den følte sig åbenbart meget truet af vores lille rare syvmands gruppe... Så den knurrede (som en tyr nu kan), og brølede, men der skete ikke mere.

På vores første stop, så vi selvfølgelig igler... Rigtig fede blodigler! ;-) Heldigvis var ingen blevet bidt... Endnu... Derefter forsatte det nedad (ad trapper!), og efter jeg var faldet, i et minivandfald som gik ned af trapperne, sagde far "klogt": "Kig jer nu godt for, børn..." Men det virkede nu ikke så klogt mere da han fem sekunder senere selv faldt! 7-)
Far skældte Dol ud, fordi han var gået langt foran, og han havde medicin tasken, og som far udtrykte det over for os, bagefter, ville en af os dø af blodmangel, hvis vi faldt. Han mener vist vi er skrøbelige. :-) Dol blev først glad igen da far om aftenen købte en whisky til ham og Manos... :-)

Det var meningen at vi kun skulle fortsætte til Tadapani, men os tre børn syntes at vi skulle fortsætte, da vi kom dertil...
Damen på Geust Houset, som vi skulle have boet på, var ellers meget ked af at vi ikke skulle bo ved hende... Hun tilbød flere gange at Tobias kunne blive ved hende, mens vi andre fortsatte, men Tobias var ikke i kæreste humør... *_*

Vi havde ikke gået mere end fem minutter, da det begyndte at regne... I starten var det kun lidt, men så blev det mere og mere. Efter omkring tyve minutters gåen, styrtede det ned! Heldigvis havde vi regnslag, men de holdte altså ikke ret længe, for vi gik sådan i to timer. Men det var nu hyggeligt at gå, mens det regnede. Vi så faktisk også aber, Red Monkeys, som Lali sagde. Det var helt vildt at se, og jeg stod med kameraet og prøvede at fange aberne, uden samtidig at gøre kameraet alt for vådt, men da det ikke gik tog Bossen over... Han fik til min fornøjelse heller ikke et. Ej, det var ret ærgerligt... :-)

Vi var alle sammen gennemblødte, fra top til tå, undtagen Lali. Han sprang fra tør plet, til tør plet, mens vi andre bare vadede gennem pytterne... Men til sidst kunne han heller ikke holde sine sko tørre mere... For alt vandet længere oppe fra, strømmede ned, og stierne havde dannet deres egne floder!:-O
Da vi kom ind i starten af Gandruk, som var der hvor vi skulle overnatte, var der dannet et helt vandfald, ned af trapperne, som førte længere ind i byen! Det var helt vildt sindssygt! :-O
Jeg tror at vi alle sammen tænkte "Er vi der ikke snart?", da Dol bare blev ved og ved med at gå forbi Guest Houses uden at stoppe! Til sidst stoppede han dog, og vi skyndte os alle sammen ind.

Vi brugte så en masse tid på at tjekke efter de dejlige igler! ;-)
Tobias var ulykkesfuglen den dag. Han hader igler efter episoden med iglen på anden dagen, og han havde fået ni bid! Og de blødte helt vildt! Vi andre havde kun fået et par stykker, og de blødte knap nok! Tobias klarede det rigtig godt, også da vi havde spist, og det stadig blødte. Men han fik spist en masse popcorn, for at glemme dem... ;-)

Morgen efter insisterede Tobias og far, på ikke at fortsætte. Tobias havde ikke lyst på grund af iglerne, og det kan man jo godt forstå, og far syntes at det var en knap så god idé at forsætte, for Tobias var vågnet om natten, og havde snakket halvanden time om igler! 8-O

Så vi blev resten af dagen i Gandruk, hvor vi spillede 500 (som altid) og ringede hjem. Vi ringede fra et Guest House, hvor de havde en telefon. Der sad 4 mennesker og kiggede på os mens vi snakkede, og det var ikke helt lidt tid :-^.

Dagen efter var vores sidste Trekking Dag. Vi fortsatte, efter vi havde sagt farvel til dem på Guest Houset, og deres ret mærkelige hund (Den havde på en eller anden måde fået 6 tæer…;-)
Den dag var vi så heldig at få gevinst ved to slags aber. Red Monkeys, som før, og Nepalesiske børne aber… ;-) Og de nepalesiske aber var meget glad for Chokolade…
Vi mødte også senere nogle børn, som dansede og spillede på trommer. Da de så og kom de spurtende efter os for at få Chokolade… Heldigvis havde vi nok til dem også, for vi var kommet til at købe alt for meget, da vi tog af sted. ;-)

Vi fik optaget en video med Dol, hvor han sang, fordi det var sidste dag. Tobias og Dol har sunget sammen mange gange under turen. Det var meget hyggeligt.
Vi kom forbi et muddervandfald den dag. Vi havde været nødt til at gøre vores tur længere, km mæssigt pga. af jordskred, og alle jordskredene havde så gjort at muddervandfaldet var opstået…
Vi ankom til Nayapul, tre sekunder før det begyndte at regne. Og det styrtede bare ned! Nå, men der var jo vej og biler i Nayapul, og det var så meningen at vi skulle tage bussen til Pokhara, men da den kom var den totalt stoppet med mennesker. Så det endte med at vi tog taxa til Pokhara. Amalie, Tobias, far og jeg sad i en Taxa, mens Lali, Monas og Dol, sad i en anden.

Vi ankom så til Pokhara efter en lidt underlig tur i taxa. Vores taxamand ville åbenbart spare på benzin, så han slukkede motoren, så vi trillede ned af bjergene… :-?

Efter vi havde tjekket ind, på et lille hotel, sagde vi farvel til Dol og Manos. Det var rigtig mærkeligt at skulle sige farvel til dem. De var begge to nogle rigtig flinke fyre, men de har også været med til at give os en fantastisk oplevelse! :-D

Næste dag skulle vi bare blive i Pokhara, og der fik Amalie og jeg afprøvet vores købergen. Mens Tobias og far spillede fodbold med drengen fra sidste gang vi var i Pokhara, gik Amalie og jeg ud for at finde en T-shirt til mor og Marcus. I Nepal gælder rigtig meget om at prutte om priser. Vi fandt så to T-shirts, og prøvede at lade være med at virke alt for begejstret for dem, så han ikke ville sætte prisen yderligere op… Vi spurgte så om hvad han ville have for trøjerne, men selvfølgelig var hans pris jo meget mere end de sikkert rigtig koster. Vi gav så vores pris, men det ville han ikke gå med til… Efter vi havde fået ham lidt ned, blev han ved med at sige at det var ekstra god Kvalitet og at han ikke snød os. Men da vi ikke ville give den pris han var kommet lidt ned på, blev han mere og mere vred. Han spurgte så meget fornærmet, hvor vi kom fra… Da vi havde sagt Denmark, fnyste han højt og sagde: ”Denamarke . Det endte med at han næsten stod og råbte af os! :-( Han var helt oppe i det røde felt! Han skældte helt vildt ud og sagde at vi ikke kunne finde det samme et andet sted osv… Til sidst sagde Amalie at det kunne være at vi kom tilbage, men han sagde bare: ”gå, gå, I vil sikkert ikke komme tilbage!” Så vi skyndte os at gå. Det var altså vildt chokerende… :-?

Men vi fandt de to T-shirts et andet sted, og der var heldigvis ingen der blev sure… ;-)
Vi spiste ”Farvel Middag” med Lali om aften, på en Italiensk restaurant. Jeg tror at vi ventede på maden i en time eller mere, og vi spiste den på et kvarter, og det smagte ikke engang godt… Men vi hyggede os da.

Lali skulle til Katmandu, så vi kørte i bus med ham, men halvvejs stod vi af. De havde sagt at det tog omkring 3 timer med bus, men efter 1 ½ time måtte vi skynde os at tage vores ting og fare ud… Vi nåede dog at sige farvel til Lali. Det var også mærkeligt at skulle sige farvel til ham. ;-)

Der var rigtig mange der skulle ud og prøve River Rafting, og der var faktisk også en ung dansk Backpacker, men han var totalt i panik da vi mødte ham, lige efter vi var stået af. Han havde glemt sit pas, i den bus han var kommet med, så han var selvfølgelig ikke så snaksaglig. Det endte vist med at han, og dem han var sammen, ikke tog med...

Nå, men efter vi havde fået alt vores kluns på, steg vi ombord i den lille gummi båd. Vi var de eneste i vores båd, og så selvfølgelig vores to seje Guider, Dol (det var altså ikke den samme som sidst) og Bodam.

Strømmen var mest vild i starten, men dog ikke så slem, som vi havde forventet. Hver gang vi kom ind i en stærk strøm, var vores ”Drama Qeen” på pletten. Tobias skreg, og grinede på samme tid… Dol, som var vores styrmand, sagde når vi skulle stoppe, og når vi skulle fremad. Han sagde ”Forward” på en speciel måde, og vores lille Drama Qeen, abede selvfølgelig efter. Dol og Tobias havde flere fighter ombord. ;-)

Der havde vi sådan set alle sammen. Det hele galte om at få de andre i vandet, eller gøre de andre så våde så muligt! Vi havde det rigtig skægt! Der var også en meget god udsigt, men det tror jeg at ingen af os koncentrerede om…

Jeg var ret uheldig, for jeg kom til at sidde foran Tobias… ;-)
I ved sikkert alle hvordan Tobias er når han finder sit drillehumør frem… Nå, men vi spiste frokost, bare os 6, under et træ på bredden, og jeg tror seriøst at det var den bedste frokost, vi har fået i lang tid. Det mindede i hvert fald meget om en dansk frokost, med ost, mørkt franskbrød, pølse, salat, peanut butter, kiks, og mere jeg ikke helt kan huske. Dol og Bodam havde det hele med, så det var sejt.

Vi fortsatte kun en times tid efter frokost, og derefter ankom vi til det sted hvor vi skulle overnatte i telt. Der allerede blevet slået to telte op bredden, lidt væk fra vandet, da vi kom. Der boede nogle lokale i nærheden, og det var dem vi gik op til, når vi skulle spise. Vi var de eneste der skulle overnatte, for alle de andre skulle kun på en 1- dags tur. Amalie og jeg gik i bad under et vandfald, det var rigtig sjovt at prøve… :-D

Mens vi drak te, kom en masse drenge forbi, og gik ned på stranden. Da vi senere gik ned til teltene, rendte der omkring 25 drenge, på 15 – 25 år rundt, i bare underbukser og spillede fodbold! :-?
Og det var næsten lige foran der hvor vi boede! Far og Tobias fik spillet meget med dem, men Amalie og jeg gik bare nede i vandkanten… Og snak i kviksand, selvom det nu ikke var mere end til knæene… ;-)

Dol havde lavet vores aftensmad, og han var seriøst ”mester kok”! Han lavede super mad! Far foreslog også at hvis han ikke ville være Rafting Guide mere, kunne han blive kok…

Om aftenen fik vi igen brug for vores pandelamper (tak igen Byllemos), for elektriciteten var gået. Det regnede da vi gik ned til vores telte, og det var selvfølgelig rigtig varmt inde i teltet, for solen havde jo bagt på det hele dagen… Så inden vi lagde os til at sove, var vi badet i sved… Amalie og jeg måtte igen høre Harry Potter, for far, som er i gang med at læse den for Tobias, læser meget højt… Det var nu hyggeligt. ;-)

Jeg vågnede midt om natten, og var totalt våd…! Regnen var gået igennem teltet, og alt var vådt. Amalie, som jeg sov i telt med, vågnede også, og jeg tror at vi begge prøvede at være optimistiske. Men det var nu lidt svært… Normalt kan jeg godt lide at sove i telt, men den nat var ikke lige den fedeste. Vi kom da igennem den… :-)

En dreng, som boede der hvor vi havde overnattet, sejlede med os, næste dag. Vi skulle kun sejle et par timer, men vi havde selvfølgelig stadig fighter i gang… Vi ankom til en lille by, og jeg tror ikke at de vandt til turister, for de kiggede i hvert fald meget, alle sammen. ;-)

Vi sad i en dames restaurant og ventede, på bilen som skulle køre os til Chitwann. Dol fortalte os at
bilen var blevet forsinket, så vi ventede i to timer eller sådan noget. Da bilen endelig kom, var Tobias’ ansigt alle pengene værd. Amalie og jeg havde jo hørt at mor og Marcus ville komme, så vi blev jo ikke overraskede, men det gjorde Tobias meget! Det var rigtig dejligt at se dem igen… :-D

Forsinkelsen skyldtes så at Marcus havde kastet op i bilen...

Det var en fantastisk tur vi havde, og det var rigtig søde mennesker overalt. Det kunne være fedt at gøre en anden gang.

Vi har fået lagt flere videoer ind, og hvis I har lyst til at se dem skal I trykke på "Links".

ol (det er altså ikke den samme som sidst) og Bodam.
[ Reply to Fam Hoegfeldt ]
bulletbedstemor by hanne ambrosius larsen